Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Infrastruktur, transport og miljøbeskyttelse Veje og stier Strategi for veje og stier

 

Strategi for veje og stier

For at fremme de opstillede mål for veje og stier skal der både arbejdes med overordnede hensyn og konkrete projekter for dermed at sikre udbygning og vedligeholdelse af veje og stier i Hjørring Kommune.

Den høje fremkommelighed og sikkerhed, som kendetegner motorvejsnettet, skal udnyttes ved at overflytte mest mulig trafik fra det øvrige vejnet. På den del af det kommunale vejnet, der fungerer som fødeveje til motorvejen, skal der derfor sikres en høj fremkommelighed.

Standarden af de overordnede trafikveje skal fastholdes og løbende udbygges som højklassede trafikveje med høj fremkommelighed og stor trafiksikkerhed. Adgangsbegrænsede strækninger i denne vejklasse skal i videst muligt omfang bibeholdes som facadeløse veje.

I byområderne er trafikken ofte til stor gene. Høje hastigheder og mange tunge køretøjer skaber utryghed for dem, der færdes til fods eller på cykel i byerne, og trafikken kan virke som en barriere. I byområderne – hvor det er nødvendigt at prioritere - vægtes hensynet til beboerne og bylivet derfor højere end fremkommeligheden for biltrafikken.

Derudover er det væsentligt, at eksisterende veje og stier søges udnyttet bedst muligt, eksempelvis i forbindelse med lokalisering af bolig- og erhvervsområder, fritids- og idrætsfaciliteter samt detailhandel. Ved lokalisering af sådanne former for byudvikling skal det sikres, at transportbehovet begrænses, og eksisterende infrastruktur udnyttes bedst muligt.

For hele kommunen gælder det, at fastsættelse af standarder, service- og vedligeholdelsesniveauer af kommunens veje skal tage afsæt i vejenes klassificering. Endvidere skal aktiviteter på vejområdet medvirke til at fremme brugen af miljørigtige transportformer samt begrænse biltrafikkens støjgener, energiforbrug og CO2-emission.

Veje og stier har ikke alene en funktion i forbindelse med transport; veje og stier indgår også i oplevelsen af både byer og natur. I byerne skal der generelt arbejdes med en forbedring af det visuelle miljø ved at skabe smukke og harmoniske gaderum under hensyntagen til rummenes anvendelse for forskellige trafikantgrupper.

Vejnettet i Hjørring by

For at opnå en effektiv afvikling af trafikken til og fra Hjørring by er det væsentligt, at der etableres nye vejforbindelser, som kan udgøre alternativer til de nuværende vejforbindelser øst-vest og nord-syd gennem byområdet. Hensigten er at skabe et vejsystem, som skaber mulighed for i højere grad at betjene byområdet udefra og ind. Følgende vejprojekter er nødvendige for at realisere den nye vejstruktur:

Princip for betjening af Hjørring by

Princip for betjening af Hjørring by

  • Omfartsvejen syd-vest om Hjørring by skal betjene den regionale trafik fra motorvej E39 med mål i den vestlige del af Hjørring by eller i ferieområderne. Omfartsvejen skal samtidig udgøre en alternativ øst-vest-gående rute for trafikken fra rute 35 – Frederikshavn. Vejen planlægges som en tosporet vej fra rundkørslen ved Ålborgvej/ Brønderupvej til rundkørslen ved Løkkensvej/Krustrupvej. Vejen føres under jernbanen og Åstrupvejen tilsluttes i en rundkørsel. Forlængelse af Bagterpvej med tilslutning til omfartsvejen kan evt. indgå i projektet.
  • Etablering ny motorvejstilslutning ved Skibsbyvej samt forlægning af Skibsbyvej nord om Skibsby.
  • Ny vej fra Skagensvej ved Børnehaven ved Bjergene øst om Primulavej til krydset Ringvejen/Vellingshøjvej, hvor der i sammenhæng hermed etableres en rundkørsel. Tilslutningen til Skagensvej etableres ligeledes som en rundkørsel. Der etableres sikre stiforbindelser mellem Højene og H.C. Andersens Vejs-kvarteret. Forbindelsen skal understøtte byudviklingen og aflaste Skagensvej.
  • Forlængelse af Tørholmsvej til Ringvejen omfatter foruden selve vejen en rundkørsel ved tilslutning til Ringvejen. Projektet forudsætter, at Spangkærsvejs tilslutning til Ringvejen lukkes. Projektets primære formål er at sikre en bedre trafikbetjening mellem Ringvejen og den nordvestlige del af byområdet.

Generelt er der behov for en optimering af vejnettet i Hjørring by med henblik på at opnå en tilfredsstillende trafikafvikling og en god trafiksikkerhed. Det drejer sig om Parallelvej, hvor det er vigtigt med en god samordning af signalanlæggene for at opnå en så effektiv trafikafvikling som muligt.

Der skal blandt andet arbejdes med forbedring af fremkommeligheden på:
- Cityringen
- Krydset Tørholmsvej/Bispensgade
- Krydset Parallelvej/Brinck Seidelins Gade
- Krydset Vestbanegade/Prinsensgade
- Krydset Tørholmsvej/Vendelbogade
- Krydset Frilandsvej/Bispensgade
- Krydset Frederikshavnsvej/ Ringvejen
- Strækningen Frederikshavnsvej fra motorvejen til Vendiavej
- Strækningen Idræts Alle og Møllevej.

Parkering

Antallet af parkeringspladser i kommunen udvides, hvis særlige behov gør sig gældende, f.eks. i forbindelse med større byomdannelsesprojekter eller etablering af nye byfunktioner. Mulighederne for at øge parkeringskapaciteten i Hjørring midtby undersøges. Behovet for langtidsparkering søges dækket ved at tilskynde brugerne til at benytte andre transportformer og ved at henvise til mere perifert placerede parkeringspladser i tilknytning til bymidterne. Generelt søges parkeringen langs gader og på pladser begrænset af hensyn til by- og gademiljøet. I stedet bør parkeringen samles i større anlæg.

I bymidterne, hvor det er nødvendigt at prioritere, vægtes hensynet til kunder, besøgende og beboeres behov for parkering højere end ansattes behov for langtidsparkering.

Det undersøges, om der skal indføres betalt parkering på de mest belastede anlæg i Hjørring midtby. Tilsvarende undersøges i Lønstrup og Løkken for så vidt angår sommermånederne, hvor der turistmæssigt er højsæson.

Stier

Der skal arbejdes for at fremme brugen af cyklen som dagligt transportmiddel til skole, indkøb og fritidsaktiviteter. Særligt fokusområde er skolernes behov for stier. Hovedsigtet er, at cyklen bliver det foretrukne transportmiddel til hverdagens mange korte ture i stedet for bilen. Dette vil gavne den enkelte borgers sundhed og miljøet i kommunens byer.

Der udarbejdes plan for udbygning af trafikstinettet, hvor de respektive ønsker til nye trafikstier prioriteres. I prioriteringen vil faktorer som trafikuheld, utryghed, forventet anvendelse og sammenhæng til det eksisterende stinet indgå. Desuden er det væsentligt, at stiforbinelser indtænkes i forbindelse med lokalplanlægningen, så der kan skabes sammenhæng til eksisterende stier i de omkringliggende byområder.

Af hensyn til kommunens borgere og turister er det væsentligt at prioritere og vedligeholde et rekreativt stinet, der dels kan knytte det åbne land sammen med bysamfundene og dels sammenbinde natur- og kulturværdier i kommunen. Et sammenhængende rekreativt stinet vil øge tilgængeligheden for den cyklende og gående trafik og vil kunne bidrage til trivsel og udvikling i det åbne land, samt være en attraktion i forhold til turisme og bosætning.

Der udarbejdes en samlet plan for udbygning og vedligeholdelse af det rekreative stinet. De mindre lokale stier i det åbne land/sommerhusområderne vil i forbindelse hermed blive registreret som grundlag for udarbejdelse af planen. Endvidere arbejdes der på, fra kommunal side og med inddragelse af landsbyer i kommunen,  at registrere ideer og ønsker til nye stiforbindelser, ligesom ønsker til øget tilgængelighed til kulturværdier og naturområder vil indgå.

Realiseringen af de planlagte rideruter understøttes.

 


    

Alt om veje og stier:

Veje og stier

Mål for veje og stier

Strategi for veje og stier

Baggrund for strategi for veje og stier

Redegørelse - Infrastruktur, transport og miljøbeskyttelse

Retningslinier for veje og stier

4.1.1 Vejklasser - hovedstruktur

4.1.2 Arealreservationer til nye veje og vejudvidelser

4.1.3 Trafikstier samt cykel- og vandreruter

4.1.4 Hensyn til andre arealinteresser


 


Vandretur på stier i       
indlandsklitter ved Skallerup

 

 

 


Morgentrafik         

 

 

 

 

 


Vigtigt med stier til alle   

 

 

 

 

 


Frederikshavnsvej     

 

 

 

 


"Snogen" ny gågade     

 

 

 

 

 

 

 

Offentlige stier

Offentlige stier    

 

 

Cykelruter

Cykelruter         

 

 

Rideruter

Rideruter