Områdebyen Vrå er med sine 2378 indbyggere (pr. 1.1.2008) kommunens fjerde største by, og den rummer de funktioner og tilbud, som opfylder indbyggernes dagligdagsbehov. Byen er både en bosætnings- og erhvervsby, og byens nærhed til motorvej og jernbane er et stort potentiale i forhold til yderligere bolig- og erhvervsudvikling. Byens erhvervsliv har en stor tilknytning til landsbrugserhvervet, men derudover er byen kendt for sin højskole samt kunst- og kulturmiljøet omkring Kunstbygningen i den nordvestlige del af byen. Byens kulturprofil ses sammen med byens beliggenhed i den sydlige del af kommunen som et væsentligt potentiale for at skærpe byens rolle som bosætningsby.

Byrådets mål
Vrås funktion som områdeby skal understøttes ved at arbejde for følgende mål:
- At byens rolle som attraktiv bosætningsby skærpes mod fokus på byens kulturprofil og beliggenhed
- At de centrale byaktiviteter samles, og der skabes en mere sammenhængende bymidte
- At det grønne bælte vest-øst gennem byen sikres
- At byens erhvervsprofil skærpes med fokus på de landbrugstilknyttede erhverv
- At understøtte kulturaktiviteter omkring Vrå Højskole og Kunstbygningen
|
|
|